DOX:LAB 2011
DOX:LAB er et internationalt talentudviklingsprogram iværksat af CPH:DOX for unge filmskabere fra hele verden. Otte af de største instruktørtalenter fra en række udviklingslande er blevet sat sammen med otte nordiske kolleger for at skabe et møde mellem forskellige kulturer, fortælletraditioner og produktionsmetoder og dermed skabe grobund for nye og visuelt originale film.
DOX:LAB er et eksperiment, hvor filmskaberne udfordres til at tænke anderledes og finde nye måder at skabe på – kunstnerisk og økonomisk. I centrum står den kunstneriske udforskning og udvikling af dokumentargenren. Seks af de otte DOX:LAB-film vises for første gang under Filmlab Aarhus og ledsages i flere tilfælde af instruktøroplæg.
Hvert år udpeger Filmlab Aarhus talenter til at deltage som observatører i en DOX:LAB workshop. Sidste år deltog aarhusianske Kasper Bisgaard, som i år har lavet DOX:LAB-filmen The Kampala Story med ugandiske Donald Mugisha.
DOX:LAB blev lanceret i 2009 af CPH:DOX som et tværkulturelt festivalprogram for et udvalgt antal filmskabere fra EU og ikke-EU-lande. DOX:LAB er støttet af Aarhus Festuge, Det Svenske Filminstitut, Det Finske Filminstitut, Det Danske Filminstitut, Maisha, Media Mundus, Det Obelske Familiefond, IMS og CKU.
LILIBETH CUENCA (dox:lab artist talk)
31. august kl. 19.00-20.00 sal C
Moderator: Christian Monggaard
Filmoptagelserne til Nidal Hassan og Lilibeth Cuencas DOX:LAB-film ’Three Stories of Life, Love and Death’ faldt sammen med opstanden mod regeringen i Syrien, som brød ud 16. marts 2011. Optagelserne blev afbrudt, og Nidal Hassan blev fængslet af de syriske regeringsstyrker. Han er senere blevet løsladt, men lever nu under jorden, mens hans danske medinstruktør forsøger et holde kontakt, så de kan fortælle deres historie uden at forværre Nidals situation.
Selvom filmen ikke har kunnet gøres færdig, og nogle af optagelserne stadig er strandet i Syrien, kommer Lilibeth Cuenca til Filmlab Aarhus og fortæller om sine dramatiske oplevelser og viser klip fra optagelserne.
Filmen var planlagt til at foregå i Damaskus, el Sweida og ein Arab og skulle følge tre case stories om kvinder, der diskuterer undertrykkelsen af køn, æreskriminalitet, kærlighed og blodbånd i Syriens multi-etniske samfund.
Lilibeth Cuenca Rasmussen er en dansk-filippinsk performancekunstner, der har udstillet over hele verden og senest repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen 2011.
THE KAMPALA STORY
+ DOX:LAB artist talk med Donald Mugisha (UG) & Kasper Bisgaard.
Moderator: Christian Monggaard
30. august kl. 16.00-18.45 (artist talk kl. 16.00-17.30) sal A
’The Kampala Story’ er et dokudrama fra Ugandas hovedstad, Kampala, om, hvordan og hvor meget teknologien i det 21. århundrede påvirker afrikanernes hverdag.
En 14-årig pige, Apio, og hendes mor passer husholdningen for de penge, som faderen, der arbejder for et kommunikationsfirma i Kampala, overfører til dem via nettet. En dag stopper overførslerne, og Apio beslutter sig for at rejse alene til Kampala for at opsøge faderen.
Før filmen ‘The Kampala Story’ kan publikum møde de to instruktører Donald Mugisha og Kasper Bisgaard til en samtale om deres film og erfaringer fra DOX:LAB-forløbet.
Kasper Bisgaard kommer fra det aarhusianske filmmiljø og er blevet udpeget til DOX:LAB-deltagelse af Filmlab Aarhus. Donald Mugisha har været med til at stifte det ugandiske filmkollektiv ’Yes! That’s us’, som debuterede med den banebrydende spillefilm Divizionz fra 2008.
ACCIDENTES GLORIOSOS
+ dox:lab artist talk med Mauro Andrizzi (AR) & Marcus Lindeen (SE).
Moderator: Christian Monggaard
29. august kl. 16.00-18.15 (artist talk kl. 16.00-17.30) sal C
Bilulykker er øjeblikkelig kunst. Det er skulpturer formet på et splitsekund. I hvert fald, hvis du spørger en bestemt fotograf fra Buenos Aires, der tilbringer sine nætter på vejene på jagt efter den perfekte ulykke. I mellemtiden et andet sted i Buenos Aires er en anden mand på jagt efter en legendarisk pikslikker, som gemmer sig i en bøsseklubs mørke lokaler. ’Accidentes Gloriosos’ fortæller ni forskellige historier om død og forvandling. Fra manden, der efter en hjertetransplantation vågner op med nye kunstneriske talenter, til kvinden, der læser et brev skrevet af sin mand få øjeblikke før, han fryser ihjel i én af historiens mest dramatiske polarekspeditioner.
’Accidentes Gloriosos’ er blevet optaget til officiel konkurrence på den prestigefyldte Venedig Film Festival. Først kommer instruktørerne dog til Filmlab Aarhus og fortæller om deres samarbejde omkring filmen.
Marcus Lindeen har en fortid som tv- og radiojournalist og er siden uddannet instruktør fra Dramatiska Institutet i Stockholm. Han filmdebuterede i 2010 med dokumentaren ’Regretters’ om to svenske mænd, der har skiftet køn to gange.
Mauro Andrizzi brød internationalt igennem med filmen ’Iraqi Short Films’ fra 2008, som bestod af mobiloptagelser fra nettet optaget af al-Qaeda-grupper og britiske og amerikanske soldater under Irakkrigen. Siden har han eksperimenteret videre med dokumentarformen i ’In the Future’, som var med i hovedkonkurrencen på CPH:DOX i 2010.
SHOT IN BEIRUT
29. august kl. 20.30-ca. 20.50 sal B
Instruktør: Halim Sabbagh (LB) & Camilla Nielsson
’Shot in Beirut’ handler om arabiske tv-reklamer. I Libanons hovedstad Beirut finder man centrum for den mellemøstlige reklameindustri, og store firmaer fra de arabiske lande tager hertil for at producere tv-reklamer for deres dyreste brands. ’Shot in Beirut’ tager seeren med bag kulisserne på en tv-reklamekampagne optaget i Beirut og giver et indblik i de kulturspecifikke grænser; hvordan de defineres, og hvad de generelt kan fortælle os om den arabiske verden anno 2011.
GIRL IN THE WATER
30. august kl. 20.00-ca 20.25 sal C
Instruktør: Woo Ming Jin (MY) & Jeppe Rønde
Fern, en ung Thai-kvinde, flygter med sin mand og sit barn til Malaysia for at finde arbejde. Bådturen går dog ikke som ventet, og kun Fern når frem til den endelige destination. Hun starter på en frisk, bosætter sig i et hus ved stranden og får arbejde som samler af sjældne kinesiske fuglereder. En dag ved stranden finder Fern en efterladt baby, som hun tager til sig – en handling der ikke er helt uden konsekvenser …
Jeppe Rønde har tidligere vundet stor international anerkendelse med ’Jerusalem, min elskede’ fra 2003, ’The Swenkas’ fra 2004 og har senest stået bag ’Quatraro mysteriet’ med Mads Brügger og Michael Berthelsen.
VANISHING WOMAN
30. august kl. 21.00-ca 21.20 sal C
Instruktør: Uruphong Raksasad (TH) & Jesper Just
’Vanishing Woman’ er historien om en overvægtig kvinde fra Bangkok, hvis eneste ønske er at se havet. Selvom det lyder som et beskedent ønske, er det næsten umuligt at indfri, da hendes overvægt mere eller mindre har bundet hende til hjemmet. Alligevel sætter hun sig ind i en tuk-tuk i Bangkok og sætter kursen mod havet, alt i mens det omgivende samfund er præget af stor politisk uro som følge af det forestående præsidentvalg.
TATARE
31. august kl. 20.30-ca. 21.20 sal C
Instruktør: Renate Costa (PY) & Salla Sorri (FI)
’Tatare’ er optaget i Paraguay og fortæller den historien om 84-årige Don Alberto Bonnet, en sjælesøger med en stærk tro på reinkarnation.
Han har endnu ikke fundet, hvad han hele sit liv har ledt efter og er træt af, at han skal genfødes for at finde det. Men han har endnu ikke mistet håbet. Mens edderkoppen væver sit net, og solen giver et fromt håb om forandring, åbner Alberto sin yndlingsbog på ny. Den starter med følgende ord: Der er en tro på menneskets eget væsen og en tro, der er Guds gave. En stærk tro, der findes i den faldne mands natur, og en stærk tro, der gives fra oven …







