• Nyheder
  • Talentlab-prisen 2011
  • Festivalprogram
  • Festivalfilm online
  • Om Filmlab Aarhus
  • Kontakt








  • Aarhushistorier 2011

    En musiker komponerer en sang til en filminstruktør, der bruger den som poetisk manuskript
    for en kortfilm, der optages på 24 timer i Aarhus. Sådan lyder opskriften på en Aarhushistorie,
    som gennemføres for tredje år i træk under Aarhus Festuge.
    I år har følgende fire stærke makkerpar har takket ja til udfordringen og giver deres
    spændende bud på en Aarhushistorie anno 2011:
    Rutger Hauer (NL), Sil van der Woerd (NL) og Lolly Jane Blue (NL)
    Frederikke Aspöck (DK) og Lambchop (US)
    Margaret Brown (US) og Under Byen (DK)
    Jonas Elmer (DK) og John Parish (US)
    Aarhushistorier er produceret af Aarhus Festuge med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.
    Hver produktion er uddelegeret til lokale filmproducenter, som dermed også bidrager til festivalen.
    Aarhushistorier fra 2009, 2010 og 2011 bliver vist i Bruun’s Galleri 30.-31. august hele dagen.

    REQUIEM 2019
    29. + 30. august kl. 19.30-20.00 i sal A + sal B, 31. august kl. 20.00-20.30 sal B
    Særarrangement: 29. august kl. 22.00 i Filmbyen. Varighed: 60-90 min.

    Den hollandsk-fødte Hollywood-stjerne Rutger Hauer kommer til Filmlab Aarhus med Aarhushistorien ’Requiem 2019’. Filmen fortæller historien om den sidste tilbageværende hval i verdenshavene, der søger nåde hos dens største fjende, mennesket, spillet af Rutger Hauer. Med en stilfuld blanding af fiktion, animation, musikvideo og arkivmateriale advarer filmen på smukkeste vis om en forestående fejl.
    ’Requiem 2019’ er medinstrueret af den nyskabende hollandske musikvideoinstruktør Sil van der Woerd og har fået sit musikalske oplæg af Lolly Jane Blue. Sammen har de tidligere lavet musikvideoen ’White Swan’, som har høstet en god portion internationale festivalpriser.
    Produceret for Filmlab Aarhus af Radiator Film.

    MOVING ON
    29. + 30. august kl. 19.30-20.00 i sal A + sal B, 31. august kl. 20.00-20.30 sal B

    Frederikke Aspöck, som spillefilmsdebuterede med ’Labrador’ på Cannes-festivalen i foråret 2011, har instrueret Aarhushistorien ’Moving On’ til nyskrevet filmmusik af det amerikanske alternative country band Lambchop.
    Den københavnske DJ Rasmus Backhaus spiller hovedrollen som manden, der efter lang tid væk vender hjem til sin tidligere kæreste. Han finder hende i en helt ny livssituation og må indse, at det er tid til at kaste alle tøjler, gå ud i verden og ‘move on’.
    Derudover medvirker Søs Sif Thiele, hendes otteårige dreng Mads og Anders Brink Madsen.
    Basmati Film v. Ellen Riis har produceret filmen for Filmlab Aarhus med støtte fra M2 Film og Red Rental.

    (UDEN TITEL)
    29. + 30. august kl. 19.30-20.00 i sal A + sal B, 31. august kl. 20.00-20.30 sal B

    Alle Aarhushistorier bliver produceret tæt op mod premieren på Filmlab Aarhus, i dette tilfælde så tæt at filmens titel ikke lå klar til dette program.
    Det ligger dog fast, at instruktøren hedder Margaret Brown, og at hun er en af de mest spændende, nye amerikanske dokumentarfilmsinstruktører. Hun har vundet flere priser og en nominering til juryens store pris på Sundance-festivalen for sin film ’The Order of Myths’ fra 2008 om det årlige karneval Mardi Gras i Mobile, Alabama. Senest har Sundance-festivalen udpeget hende til at lave en ny dokumentar om BPs katastrofale olieudslip i
    Den Mexicanske Golf i 2010.
    Til sin Aarhushistorie har Margaret Brown selv ønsket musik af det kritikerroste danske band Under Byen, som har leveret et nykomponeret nummer til instruktøren.
    Filmen er produceret for Filmlab Aarhus af HOLCKFABER.

    DEN ENDELIG LØSNING
    29. + 30. august kl. 19.30-20.00 i sal A + sal B, 31. august kl. 20.00-20.30 sal B

    Jonas Elmer tager publikum med til kampdag på Aarhus Stadion, hvor byens stolthed, AGF, spiller opryknings-kamp. Efter en svinsk tackling opstår der tumult mellem to modstandere, og dommeren viser dem begge det røde kort. De to spillere fortsætter deres skænderi ned gennem spillertunnellen, forbi omklædningsrummet og ud af stadion. En rigtig Aarhushistorie med musikalsk oplæg af ingen ringere end John Parish, den mangeårige kapelmester for P.J. Harvey, med hvem han udgav albummet ’A Woman a Man Walked By’ i 2009.
    Jonas Elmer debuterede med ’Let’s get lost’ fra 1997, som dannede skole i det danske filmmiljø med sit delvist improviserede plot og dialog. Siden er fulgt komedierne ’Monas verden’ (2001), ’Nynne’ (2005) og ’New in Town’ (2009) med Renée Zellweger.
    Filmen er produceret for Filmlab Aarhus af Picturewise.